Olivenvej

Aalborg 2024

 

Til- og ombygning af murermestervilla fra 1924

Denne murermestervilla fra 1924 har gennem årene været igennem flere til- og ombygninger, hvoraf de seneste inkluderer en tilbygning fra 2008 og en badeværelsesrenovering i 2016. Dog var villaens indretning blevet usammenhængende og rumfordelingen upraktisk.

Målet var derfor at skabe en mere sammenhængende bolig, samtidig med at der blev tilføjet en ekstra etage på tilbygningen fra 2008. Dette blev opnået ved at etablere et imponerende køkkenrum med dobbelt lofthøjde, som nu fungerer som husets centrale samlingspunkt. Dette store, lyse rum fyldes med dagslys og forbinder husets forskellige områder på en naturlig måde.

En ny trappe er blevet placeret centralt i boligen og fører op til første sal, hvor der er tilføjet forældreafdeling med badeværelse, walk-in garderobe og soveværelse. I den oprindelige del af huset findes børneværelserne og et badeværelse, forbundet via en gangbro, der svæver over køkkenet og skaber en visuel kontakt mellem etagerne.

I stueetagen er der skabt større sammenhæng ved at åbne op mellem den gamle murermestervilla og den nye tilbygning, hvilket giver en mere sammenhængende planløsning. Der er desuden arbejdet målrettet med at optimere dagslys og udsyn, så boligen nu fremstår lys og indbydende. Resultatet er en gennemgribende modernisering, hvor boligens oprindelige arkitektur er blevet bevaret og fremhævet med nye, funktionelle løsninger.